You are here

Langelandstur efterår 2017

Langelandsturen uge 39:

Af Lars Olsen

 

Mandag ved tolvtiden nåede vi huset på Klintevej Bagenkop. Efter vi havde pakket ud, fik vi en bid brød inden turen gik til kysten. Vejrkort på mobilen blev studeret.

Å Gab og Vesteregn blev tæsket i gennem, men det var småt med fisk. Ja der var slet ingen, bortset fra en genudsætter til John A. Aftenens fiskeri gav en torsk til Lise.

Tirsdag: Der blev smurt madpakker, og så afsted til Ristinge Hale, her har vi før fået fisk, men denne gang blev det til en o-tur. Så over middag kørte vi til Å gabet, her fik John og jeg hver en genudsætter. Aftens fiskeri i den gyldne time blev prøvet igen og her fik Lise en lille torsk.

Onsdag: Kysten neden for Søgård har vi aldrig fisket på før, hvilket måske skyldes at man skal gå langt for at nå havet, men nu skulle det være. Bundforholdene var meget fine, men der var denne dag ingen fisk. Kurt L. fik to genudsættere ved Keldsnor.

Torsdag: Der blev fisket på alle de kendte pladser. Arne B. og Lars J. havde kontakt til fisk, men kun Flemming fik en genudsætter (regn slud og haglbyger).

Fredag: Da det havde været småt med fangster, tog vi den lange tur helt op på nordspidsen ved Franke Klint og Ørestenen. Da vi nåede frem stod der allerede 6 mand og fiskede, så vi tog ned til Lille København, ved Korsebølle Rev. Her mistede Rudolf al sit grej ved nogle bundgarnspæle som stod tæt på kysten. Da der ingen hug kom på fluen, skiftede vi om til fladfiskeforfang. I første kast får Flemming en lille Havørred. Vi sad og fik lidt frokost på bænken for enden af Københavnervej da mobilen ringede. Det var Kurt der lige har fået en havørred på 1,5 kg. og målebåndet viste 53 cm. ved Dovns Klint. Aftenens torskefiskeri gav 1 til Rudolf og 3 til Arne.

Lørdag: Sidste fiskedag og man havde ikke så travlt med at komme ud med snøren, men der blev da fisket på pladserne omkring Bagenkop og havnen. Over middag fik Å-Gabet lige en chance til, og helt ude ved den grønne campingvogn, får Flemming en lille dame på 46 cm. Karsten og Lise havde købt to othellolagkager til lidt aftenhygge som Karsten sagde. Vi har jo haft to fødselsdage på turen, nemlig John Andersen onsdag og Rudolf Bay lørdag hvor Rudolf for øvrigt gav en Irish coffee til lagkagen.

Søndag: Efter morgenmaden blev der pakket biler og rengøring af huset skulle vi ikke tænke på. Det ville Karsten og Lise tage sig af, så mange tak for det.

Hvad blev der så fanget: Ca. 30 krabber på havnen, 6 torsk og 10 havørreder heraf 2 hjemtaget. Alt i alt en god tur, men med for få fisk.

Ps. Fra fiskerne på havnen, forlød det, at der var iltsvind i Østersøen på grund af vindforholdene. De fangede heller ikke noget.

      

                         

              

  

 

 

 

 

Promoveret indhold: